Kom nemt i gang med SEO - 3 ting du bør starte med

Søgemaskineoptimering behøver ikke være svært. I denne guide får du lidt baggrundsviden + tre nemme metoder til bedre SEO.


Forord - læs dette hvis du er ny til SEO

SEO er en stor industri, og mange virksomheder tilbyder dig guld og grønne skove gennem effektiv søgemaskineoptimering. Men det er vigtigt at forstå, at SEO ikke er en magisk vej til store mængder besøgende på din webshop.

Du kan godt betale dig til professionel søgemaskineoptimering, og det vil sandsynligvis også have en effekt. Men mange bliver skuffet over størrelsen af denne effekt.

Så kort fortalt: lad være med at gøre SEO til mere end det er. Som regel får du hvad du betaler for, og nogle gange får du mere for pengene ved at købe annoncering på f.eks. Facebook og Google.

Herunder finder du yderligere et par "skrøner" og vigtige informationer om SEO:

Vis hele afsnittet...
  • Virksomheder som lover dig en placering på 1. position på Google lyver. Det er umuligt at holde sådan et løfte, så overvej om du vil benytte en virksomhed med den attitude.

  • Google er efterhånden så intelligent, at det er svært at snyde sig til gode placeringer. Når du tilpasser dine søgeord, titler og tekniske setup, så har det altså mindre effekt end det havde for 10 år siden.

  • Til gengæld er Google god til at bedømme VÆRDIEN af din webshop/hjemmeside. Så hvis du tilbyder noget unikt og skriver tekster som interesserer dine besøgende, så er du allerede langt i forhold til SEO.



Det kan du selv gøre - 3 vigtige trin

Der findes utallige metoder og tekniske færdigheder som kan påvirke din placering i søgemaskinerne. Her fokuserer vi på nogle af de mest effektive, som du samtidig selv kan styre (uden det bliver for teknisk).

1. VÆLG ET GODT WEBSHOP/HJEMMESIDE-SYSTEM
Det er vigtigt at dit webshop/hjemmeside-system understøtter de mest basale SEO teknikker. Det inkluderer ting som unikke side-titler, H1 overskrifter, canonical URLs m.m. (læs om Shopstarts SEO understøttelse her)

Det er også vigtigt at din webshop/hjemmeside indlæses hurtigt på computer og mobiltelefoner. En langsom hjemmeside kan blive straffet af Google i form af lavere placeringer (læs om Shopstarts load-hastigheder her)

Vis hele afsnittet...
2. OVERSKRIFTER, TEKSTER OG SØGEORD
Indholdet på dine sider, specifikt overskrifter og brødtekster, er ekstremt vigtige. Ikke kun fordi søgemaskinerne bruger dem til deres indeksering, men også fordi dine tekster skal fange og fastholde dine besøgende.

Google hader kopieret indhold. Også selvom det kopierede indhold kommer fra et andet sted på din egen side. Så sørg for at have forskellige titler på alle dine undersider/varer og skriv dine egne tekster.

Ofte har du mulighed for at angive "meta-tekster". Det er ord og sætninger som lægges ind på din side, og som kun kan læses af søgemaskinerne. Disse tekster har efterhånden meget lille effekt. Google har lært at læse dine sider og lave en bedømmelse ud fra indholdet, og kigger derfor mindre og mindre på de skjulte meta-tekster. Men når det er sagt, så er der stadig fortalere for meta-tekster, og det kan sandsynligvis ikke skade at bruge dem.

(i Shopstart kan du aktivere en masse forskellige SEO værktøjer (herunder meta-tekster) ved at bruge supersøgeren øverst på skærmen. Søg efter "seo" og tilføj de funktioner du ønsker at kigge nærmere på)

3. FÅ ANDRE TIL AT LINKE TIL DIG
Google kigger på hvor mange hjemmesider der linker til din, og bruger det som indikator for, hvor meget din side er værd for besøgende. Jo flere indgående links du har, jo mere må din side være værd - og jo højere placering er Google villig til at give dig.

Her er det vigtigt at bemærke at links fra Facebook, Twitter, Instagram desværre ikke tæller med. Du bliver nødt til at tage fat i personer eller virksomheder med egen hjemmeside, og prøve at få et link derfra.

Jo større hjemmesiden er, som linker til dig, jo mere værdi har linket i Googles øjne. Hvis du for eksempel får presseomtale på dr.dk (som indeholder et link) har det stor værdi, da dr.dk er en stor og populær hjemmeside. Men hvis du er helt nystartet, så tæller stort set alle links opad i regnskabet.


Måling af resultater

Som tidligere nævnt er SEO en stor industri. Der findes utallige systemer og virksomheder som kan lave målinger, overvågninger, rapporter og optimeringsforslag til dig.

I denne guide vil vi nøjes med at henvise til én tjeneste, nemlig Google Search Console.

Dette er et gratis værktøj fra Google, som giver dig en nem indsigt i din sides placering (i Google) på forskellige søgeord.

Du har mulighed for at følge udviklingen, altså om din side rangerer højere eller lavere, baseret på tid. Så du kan følge med i om indgående links eller ændringer til dine tekster har en effekt.

For at komme i gang skal du følge linket herover og gøre krav på din side. Det gøres ved at lægge en unik skjult kode ind på din side, så Google kan se at du har adgang til at ændre sidens indhold.

(ønsker du at benytte Search Console sammen med din Shopstart webshop, så skal du enten tilføje Google Analytics (søg efter "analytics" i supersøgeren) eller kontakte os for at lægge din kode ind på shoppen)

Flere guides og artikler






Opret en Shopstart webshop nu

Shopstart er en super brugervenlig webshopløsning til små og nye webshops. Her kan du lave din egen webshop på kort tid. Webshoppen er forudfyldt med handelsbetingelser, ordrehåndtering og et simpelt design som virker på små og store skærme.